Uruguay og Colonia - et besøg værd

Iguazu vandfaldene mellem Argentina og Brasilien

af Henrik Hagen - april 2014

Uruguay og Iguazu vandfaldene

For turister, der samler på lande, eller blot er nysgerrige efter at se, hvad der er på den anden side af vandet, ligger Buenos Aires godt. For byen strækker sig langs den store bugt, der både er en bugt ud til Atlanterhavet og udløbet af de store Rio Parana og Rio Uruguay floder, der munder ud i Rio de la Plata, og som samtidig danner grænsen imellem Argentina og Uruguay.

Landene deler farvandet, men de er efter sigende ikke helt enige, om det er en bugt eller en flodmunding. Ét er imidlertid sikkert: Det er ferskvand … overvejende ferskvand i det mindste.

Under alle omstændigheder er det enkelt at tage sig en tur til Uruguay, når man nu er så tæt på. Vi gjorde det. Tog en tidlig morgen med flyvebåden, og ankom efter en god times sejlads til den gamle – Uruguays ældste – by Colonia.

Den by er en tur værd. En meget oprindelig – og også meget slidt – by. Meget grøn og venlig og åben og et rart og behageligt sted at være. Klimaet er yderst behageligt. Colonia er gjort til en del af verdensarven af Unesco. Det er udtryk for, at den er værd at bevare for eftertiden, men også er en forpligtelse til at passe på det. Hvad det sidste angår, kan man blive lidt bekymret, for graden af faldefærdighed er faretruende.

Færgeturen til Colonia er turen værd.

Iguazu vandfaldene

Efter nogle dages ophold i Buenos Aires fløj vi nordpå til Iguazu for at opleve de verdensberømte vandfald. Flyveturen tog cirka to timer, og da flyet nærmede sig lufthavnen   lagde det turen hen over vandfaldene.

Luftkaptajnen annoncerede det forinden og meddelte, at man roligt kunne blive siddende i sit sæde, for først ville han lade flyet passere, så venstre side passagererne ville kunne se vandfaldene, og bagefter ville han flyve tilbage, så passagererne i højre side ville kunne se dem. Dét er service fra et flyselskab, som siger spar to til alt, hvad vi hidtil har oplevet af den slags fra noget flyselskaber. Flot, flot og tusind tak for det Aerolineas Argentinas.

Fra Iguazu lufthavn gik turen med bus i retning mod Brasilien. Skal man se Iguazu vandfaldene rigtigt, må man opleve dem både fra den argentinske og den brasilianske side. Derigennem får man dobbelt oplevelse.

På den brasilianske side ser man vandfaldene nedefra, altså der, hvor vandet efter 100 m frit fald buldrende hamrer mod bunden og sender skyer af vand højt til vejrs over området. På den argentinske side går man derimod oppe på kanten af vandfaldene. Netop der, hvor vandet vælter ud over klippekanten og falder 100 m ned i dybet. I alt 275 vandfald er der i hele komplekset, der sammen er Iguazu vandfaldene. 

Så det gjorde vi: Kørte med bussen til hotellet på den Brasilianske side. På vej til Brasilien krydser man selvsagt også grænsen imellem de to lande. Bortset fra de officielle grænsevagtstationer, der ligger i nogen afstand fra den faktiske grænse, er der en særlig markering, hvor man krydser den geografiske grænse. Den løber nemlig igennem Iguazu floden. Og den passerer man højt oppe over, på en vejbro. Grænsen er markeret på den måde, at til ud midt på broen er rækværket malet i de argentinske farver (blå og hvid), og på den anden side af midten i de brasilianske farver (grøn og gul). Så er man ikke i tvivl om, hvor man befinder sig.

Hvad er egentlig "størst"?

Iguazu vandfaldene er et af de største vandfald i verden. Hvordan størrelse afgøres er der forskellige kriterier for. Vandmængde, faldhøjde, bredde er forskellige kriterier, og ét vandfald har verdensrekord i den ene disciplin, et anden efter en anden, en tredje efter den tredje osv.

Iguazu  er ikke størst ud fra nogle af disse kriterier, men det er sammensat af ualmindeligt mange fald, og det er omgivet af en ualmindelig smuk natur. Det ligger i et frodigt skovområde, og faktisk i (kun) et let kuperet terræn. Der er ingen bjerge i området overhovedet, som ellers ville være den naturlige forudsætning for et vandfald. At det alligevel findes skyldes en jordsænkning for tusindvis af år siden. Og netop der, hvor jorden sænkede sig, var der en klippekant. Floden, som altid har løbet igennem landskabet, løber nu et stykke langs klippekanten for til sidst at vælte sig ud over den.

Begge landes myndigheder har gjort – og gør stadigvæk – et enormt stykke arbejde for at beskytte naturen og minimere den slidtage, som de tusindvis af turister står for. Der er vagter overalt. Der er fantastiske gangstier og -broer og trapper og rækværk, som gør det let og behageligt at færdes i området.

Og selvdisciplinen, respekten og forståelsen for naturens skrøbelighed blandt turisterne i Argentina og Brasilien er forbilledlig høj. Langt højere end vi kender fra Europa i almindelighed og Danmark i særdeleshed. Ingen træder udenfor de markerede områder, ingen efterlader sig affald og skidt og ingen råber og skriger og skubber og løber og cykler og ter sig, sådan som det sker overalt her i landet.

Det var dejligt at opleve.