|
Beagle kanalen.
Helt mod
syd: Ildlandet og Ushuaia
af
Henrik Hagen - april 2014
Ushuia og Ildlandet
Næste destination var verdens sydligst beliggende by, Ushuaia.
Flot indflyvning i klart vejr. Det meget blå hav og de
snedækkede bjerge varslede kulde i luften. I hvert fald i
forhold til det klima, vi var kommet fra.
Ushuaia ligger på ca. 53. breddegrad, syd. Den 53. breddegrad,
nord går bl.a. igennem Nordsjælland i Danmark. Men der er
bemærkelsesværdig forskel i klimaet, specielt hvad angår
temperatur. Selv om det var sommer i Ushuaia, og vejret var flot
med solen højt på himlen, var det betydeligt svalere (… ikke
specielt koldt), end vi er vant til på en tilsvarende god dansk
sommerdag.
Forklaringen er, at klimabetingelserne er meget forskellige på
de to breddegrader. Ushuaia ligger således meget tættere på
Sydpolen, end Nordsjælland ligger på Nordpolen (og dermed
længere væk fra kulden, kan man sige). Men størst forskel giver
de havstrømme, der løber langs landet.
Langs Ildlandet, hvor Ushuaia ligger, løber der kolde havstrømme
fra Antarktis både øst om og vest om landet. De danske farvandet
derimod har glæde af Golfstrømmen, der løber op igennem den
Engelske Kanal, igennem Nordsøen/Vesterhavet med en gren ind i
de indre danske farvande og videre op langs den norske vestkyst.
Golfstrømmen er varmet op ved Ækvator og bringer varmen med sig
nordpå.
 Skabt
af forhånden værende materialer
Ushuaia er en usædvanlig by. Dens udtryk gengiver på bedste vis
forestillinger om, hvordan en sådan by, der er grundlagt af
barske, hårdføre mænd, drevet af eventyrlyst og
selvopholdelsesdrift, ser ud. Husene er
bygget af forhåndenværende materialer og malet i tilgængelige
farver, dvs. mange forskellige. Haverne omkring husene er typisk
fra ikke eksisterende til ganske små, og er for det meste bar
jord og/eller fliser uden anden bevoksning end den, der kommer
af sig selv. Enkelte er der dog også med nydeligt arrangerede
blomster og bede og fliser.
Ikke to huse er ens, og man får let indtryk af, at ord som
arkitektur og arkitekt ikke findes i stedets vokabular. I bedste
fald kan man tale om stil – for så vidt som stil kan gradbøjes –
i forbindelse med husenes udseende og udtryk. Men også den,
stilen, varierer og afspejler nok mest hvorfra i verden den
person, der har opført huset, stammer. En stor del charme kan
man dog ikke komme udenom, at byen har.
 Der
er imidlertid også en mere barsk side af grundlæggelsen af
Ushuaia. Byen rummer nemlig et efter forholdene kæmpe stort
fængsel. Ushuaia er utvivlsomt valgt til det formål, fordi det
er så langt væk fra den kendte civilisation, at det var let at
glemme, at det overhovedet eksisterede. Men også denne funktion
og de mennesker, den omfattede, afspejler sig i høj grad i
området. Først og fremmest den kæmpe bygningsværk, som udgør
selve fængslet. Men også det omkringliggende landskab bærer sine
spor. Store arealer på bjergsiderne er totalt ryddet for træ.
Skovene blev i sin tid fældet af fængslets fanger, til dels for
at benytte det til gavntræ, men størstedelen er gået til
opvarmning.
Ildlandet
Lige udenfor det, der har været fængslets naturlige rækkevidde,
begynder nationalpark Tierra del Fuego (Ildlandet). Som de
øvrige af de nationalparker, vi har været i i Sydamerika, er det
første indtryk, der slår én, indtrykket af storhed og
ubeskrivelig skønhed. Bjerge med sne, træer og buske og dybblå
søer, fugle og blomster og græs og … en mangfoldighed af former
og farver.
Der er enkelte bygninger i parken. Bl.a. park- og
grænsevagtstation, et naturum (udstilling af epoker og forhold,
der har præget området over tid), en restaurant og en bolig for
den familie, der passer på stedets bævere.
Grænsen ind til Chile, som Ildlandet hører til, går igennem
nationalpark Tierra del Fuego, og vejen dertil er den Pan
amerikanske hovedvej. Der, hvor vejen begynder/ender, står et
stort skilt, som forkynder, at derfra er der 3.079 km til Buenos
Aires og 17.848 km til Alaska. Mange, især motorcyklister, kører
turen hvert år, siges det.
Ushuaia ligger ud til Beagle-kanalen. Den er indsejlingen til
byen og grænsen imellem Argentina og Chile. For enden af kanalen
(… hvis man sejler fra Ushuaia og ud) ligger ”Verdens ende”, Fin
del Mondo, med sit meget berømte fyr. På sejlturen passeres en
mængde øer, som er en vrimmel af dyreliv. Skarver og måger og
søløver findes i så stort antal, at øernes overflade helt er
besat af dyr og fugle.
Kap Horn
Selv de dage, hvor vejret er flot og solrigt, blæser der en
strid, kold vind. Både inde på land, men især ude på vandet er
det mærkbart. Men farvandene omkring Ildlandet med det berømte,
berygtede og især frygtede Kap Horn – eller bare ”Hornet”, er
vanskelige farvande at navigere i. Et utal af skibsforlis har
klipperne, øerne, de undersøiske skær og især vinden på
samvittigheden.
I dag besejles farvandene især af krydstogtskibe, der sejler til
Antarktis.
 Ushuaia
er imidlertid også en meget moderne by. Den lever i høj grad af
den turisme, der hvert år tiltrækkes af stedets historie,
udvikling og uendeligt smukke, store og barske natur. Lufthavnen
er helt nyopført og moderne i stil og funktion. Den kan bl.a.
beflyves året rundt, også i hårdt vejr. Endnu er hotellerne
autentiske.
Selv om de har god service, er rene og velordnede og betjent at
ualmindeligt venlige og søde mennesker, skiller de sig ikke ud i
byens stil. Ingen betonpaladser med indkørsler med springvand og
nyslået græsplæne og lakajer til at åbne bildøre og tage
kufferter. Kun bygninger, der falder naturligt ind i gade- og
bybilledet. Og det er velgørende.
Fra Ushuaia kører man lige ind i nationalparken
Tierra del Fuego (Ildlandet).
Praktisk påklædning er hensigtsmæssig, når man
vil ud i naturen.
Henrik Hagen og hans hustru Lone. |
