|
Patagoniens
mangfoldighed
af
Henrik Hagen - april 2014
Mureno gletjseren, Kalifate
Patagonien udmærker sig ved sit ørkenagtige landskab, sine bløde
Andesbjerge, den barske vind og de uendelige hegn langs vejen og
ind i landet, der holder fårene indenfor ranchens landområde, op
til byen Calafate.
 Calafates
oprindelse er som samlingssted både for pionerer på vej ud for
at søge nye steder at leve, og for nybyggere, som allerede havde
slået sig ned i landet, havde fået etableret deres fårehold og
havde behov for at få udskibet al deres uld. Calafate ligger i
tilpas afstand fra udskibningsstederne til, at det var et
naturligt sted at gøre ophold.
Navnet stammer i øvrigt fra den busk, der præger landskab.
Busken udmærker sig ved at bære frugter (Calafate), som er
spiselige og bruges bl.a. i madlavningen til både syltetøj og
marmelader, foruden saft og likør.
Moreno gletsjeren
Calafate ligger ud til Argentinas største sø, Lago Argentino.
Vandets farve er lys turkis, og ofte ses isbjerge drivende
langsomt afsted. De kommer fra den store Moreno gletsjer, der
hele tiden og under bulder og brag kælver isbjergene afsted.
Hvor den munder ud i søen, er den en ca. 100 m høj og forrevet
is-mur i en farvesymfoni mellem mørkeblå, dyb turkis, lys blå,
lys turkis, lys grå og hvid. Et fantastisk sceneri.
Moreno gletsjeren er en af de 46 store gletsjere i Andesbjergene.
De måles hele tiden for at undersøge forandringer i klimaet, den
globale opvarmning især. På nær én trækker alle gletsjere sig
tilbage, bliver mindre.
Siden 1925, hvor målingerne begyndte, og frem til i dag har
gletsjerne trukket sig tilbage med 7 m pr. år i gennemsnit. Fra
1980 til i dag er det midlertid sket med den dobbelte
hastighed. Kun én gletsjer, der til gengæld er den største i
Andesbjergene, er gået den anden vej og er tiltaget i længde.
Den er til gengæld blevet tyndere, så ismassen er ikke tiltaget.
Moreno gletsjeren.
Isbjerge i Lago Agentina.
Torres del Paines
Calafate har som nævnt været et naturligt samlingssted for
pionerer og nybyggere, og er fortsat et samlingssted for
nutidens varebevægelser (stadigvæk uld i store mængder). I
nærheden af byen ligger derfor også en stor (efter forholdene),
og meget moderne lufthavn. Kommer man fra Argentina for at tage
videre til Chile og til nationalparken Torres del Paines i
særdeleshed er Calafate derfor også et godt udgangspunkt. Efter
godt 6 timers kørsel med bus når man til grænsen mellem
Argentina og Chile, og efter endnu en god times kørsel når man
frem til nationalparken.
 Torres
del Paines betyder ”de blå tårne”, og henviser til det
bjergmassiv, som nationalparken ligger rundt om. Det er et
bjergmassiv, hvis oprindelse er speciel. Det er nemlig skubbet
op af vulkansk aktivitet, der er foregået under jorden, en
såkaldt intrusiv vulkan. Og Torres del Paines er derfor heller
ikke en del af Andesbjergene, selv om det er dem, der ellers
ligger rundt om nationalparken.
Det er meget tydeligt at se, at Torres del Paines ikke er
bjerge, som vi almindeligvis ser dem, som f.eks. Alperne eller
Andesbjergene. Det er tydeligt at se på disse bjerge, at de er
opstået som resultat af jordfoldninger. Jordlagene bugter sig op
og ned, presset sammen og skubbet til side efter sammenstød
imellem de underliggende plader.
I Torres del Paines ligger jordlagene derimod meget tydeligt
vandret, og kan derfor ikke være opstået som resultat af en
foldning.
Men de er heller ikke af den form for vulkansk oprindelse, som
danner kegleformede bjerge med et krater oppe på toppen. Det er
nemlig de såkaldte extrusive vulkaner, som sprænger hul i
jordoverfladen, og som sender sine lavastrømme ud igennem
krateret og ned ad sine sider.
Frodig natur
Naturen er frodig i Torres del Paines. Grønt overalt. Sne og
gletsjere på toppen af bjergene, dybblå søer, sejlende isbjerge,
vandfald og en enkelt stor sø, som er en saltsø (d.v.s. en sø,
som ikke har noget afløb, men som udelukkende afgiver vand i
form af fordampning).
Også dyrlivet er rigt. Overalt ses flokke af Guanacoer.
Ind imellem ses blot en enkelt Guanaco. Men den er sjældent
alene. Det er nemlig typisk at en fra flokken stiller sig på
områdets højeste sted, hvorfra den holder vagt og advarer
flokken, hvis farer nærmer sig. Først og fremmest pumaen. Pumaen
er det eneste rovdyr på de kanter, og dens hovedmenu er Guanaco.
Også fuglelivet er rigt. Alt fra småfugle over sorthalsede
svaner til kondorer og strudse.
Torres del Paines er i sig selv et ubeskriveligt vidunderligt
sted. Hvis skønhed skal defineres, er Torres del Paines et sted
at blive inspireret. Det er let at se og forstå, hvad skønhed
er, men det er umuligt at finde ord, der gengiver, det, man
oplever. Man må gøre rejsen selv.
Torres del Paines.
Tilbage til Danmark og et par afsluttende ord
Fra Torres del Paines gik det tilbage til Calafate lufthavn og
tilbage til Buenos Aires. Næste dag til den internationale
lufthavn. 14 timer tilbage til London, ventetid og så København.
Selv om vi ankom til København midt på dagen og i solskin, var
det en meget speciel oplevelse at være kommet tilbage. Vi var jo
også kommet tilbage til vinteren, til november og til mørket.
Det var ikke alene en slående kontrast til lyset, i de tidlige
sommermåneder i Sydamerika, det var nærmest nedslående. Så trods
en strabadserende flyrejse var det yderst fristende at gøre
rejsen en gang til. Tilbage til lyset og de sydamerikanske
naturvidundere.
Sydamerikansk naturvidundere
Og det er, sådan det er. Man må besøge de sydamerikanske
naturvidundere for at forstå storheden og skønheden i naturen.
Set fra naturens side er der imidlertid det problem, at disse
enestående steder risikerer at blive overrendt og nedslidt af
alle de mennesker, der ønsker at opleve dem.
Hvor det ender er ikke godt at vide. Visse restriktioner er
allerede gennemført nogle steder. Enkelte steder er der allerede
indført kvoter for antal besøgende, andre steder er der fastlagt
ruter, som må følges og atter andre er der etableret gangveje,
som det er forbudt at træde udenfor.
Myndighederne i både i Argentina og i Chile er meget påpasselige
med at bevare naturen, som den er. Der er opsyn og tilsyn og
vejledning overalt. Der er investeret i at begrænse adgangen til
de mest udsatte og følsomme områder, og det ser ud til at virke
godt. Men det er en balancegang imellem på den ene side at
beskytte og bevare og på den anden side alligevel holde adgangen
åben til det, der jo er vores alle sammens arv.
Den sydamerikanske struds, Rhea eller Nandu ses overalt -
ligesom de store flokke af Guanacoer.
Sorthalsede svaner.
El Condor. |
