|

Buenos Aires: Den grønne hovedstad
af
Henrik Hagen - april 2014
Introduktion til Sydamerika og besøg i Buenos Aires
Sydamerika ligger langt fra Danmark. Efter to timer til en
europæiske lufthavn, hvorfra man kan komme videre til Argentina,
sidder man yderligere 14 timer i flyet inden ankomst til Buenos
Aires, Argentinas hovedstad
Den internationale lufthavn ligger – som alle andre
internationale lufthavne har for vane at gøre det – en times
kørsel fra byen centrum. Allerede når man lander i lufthavnen,
får man indtryk af, at Argentina som et virkelig stort land.
Under indflyvningen er der skov og slette og enkelte marker at
se. Intet indtryk af, at man er i nærheden af ikke bare en stor
by, men en storby.
Og det er Argentina også, stort. Verdens 8. største land og 62
gange så stort som Danmark. Men der er ”kun” 40 mio. indbyggere,
så der er rigtig god plads til alle. Buenos Aires har 11-12 mio.
indbyggere, når forstæderne befolkninger tælles med. Den indre
by har ca. 3 mio. indbyggere.
Den grønne by
Storhed – i betydningen udstrækning / pladsudnyttelse – præger
også Buenos Aires. Byen fylder kolossalt meget. Det skyldes ikke
mindst, at der indgår enorme arealer til store parker rundt om i
byen. Det er med til at gøre oplevelsen af byen meget sympatisk.
Der er grønt og roligt og smukt og velholdt de fleste steder. I
hvert fald i parkerne.
I nogle af parkerne opretholdes forbud imod at færdes udenfor
stierne, og de er derfor lige så smukke og velordnede og
behagelige og rare og rolige at være i, som parkerne var det i
gamle dage i f.eks. København, da græsset heller ikke måtte
betrædes. Så det er ikke tilnærmelsesvis så stresset en
oplevelse at færdes i Buenos Aires som i mange europæiske
storbyer
Argentina er et ungt land. Selvstændigt fra 1816. Bygningerne er
derfor også i vid udstrækning nyere bygninger, og gaderne er
brede og fremkommelige – igen i forhold til flere europæiske
storbyer.
Tangoens
hjemstavn
Men Buenos Aires har også sine gamle, oprindelige kvarterer. Dem
fra kolonitiden, som immigranterne fra Europa slog sig ned i og
som de gav deres eget udtryk. Et par af de kvarterer er San
Telmo og La Boca, hvor tangoen blev opfundet. Der værnes om
stedets oprindelse og identitet. Husene er nu som dengang
multifarvede. Hver enkelt hus bærer flere farver på de
bølgeblikplader, som de fleste af dem er beklædt med. Stilen
stammer fra dengang bydelen var en del af havnemiljøet, og
befolkningen ernærede sig ved at arbejde i havnen. I den
forbindelse fik de adgang til byggematerialer – ikke mindst
maling – fra rester fra de laster, skibene kom med.
Alle steder i bydelen danses der tango. Hver eneste café og på
alle gadehjørner står unge mennesker klædt ud i deres finest
tango-outfit og danser eller poserer til fotografering for
publikum – imod en erkendtlighed, naturligvis.
Et andet af de berømte steder i byen er Plaza de Mayo. Det er
her, parlamentsbygningen ligger. Den har fået en af sine
balkoner udødeliggjort af Evita, Eva Peron, som holdt tale til
nationen derfra.
Sådan har Buenos Aires sine kvarterer, sådan som storbyer har
det. Flotte huse og imposante bygninger og ambassader og statuer
og springvand og caféer og barer og restauranter og gågader og
busstoppesteder og indenrigslufthavn og alt det andet, der
tilsammen er en storby.


La Boca. |