- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Fanø besøget starter på Færgen


Af Søren Clauding - august 2017


  Interview med Lindy Kjøller, Salgs- og marketingchef på rederiet Færgen


I et land med mange øer, hvor man historisk set har sejlet mellem øerne, foregår stadig mere transport over broer. Derfor er der noget vist forløsende ved, at køre ombord på en lille færge, for at sejle ud til en lille ø. Det er en anden kultur, der møder en, en anden atmosfære.

 

Men det er det egentlig allerede inden, man kører om bord. I højsæsonen er det ikke usædvanligt med lidt ventetid, inden det bliver ens tur til at køre ombord på Fanø-færgen, men det har sin helt egen charme. Fanø er en ø, der emmer af ro, og hvis man lader sig stresse af at vente lidt, bør man måske finde en anden feriedestination.

 

 

Brug ventetiden, hvis der er nogen

I stedet kan man bruge ventetiden på, måske selv at komme lidt ned i omdrejninger. Og derpå er man parat til livet på øen i Vadehavet, uanset der er tale om et regulært længere varende ferieophold eller blot en kortere smuttur. Bruger man ventetiden på den måde, er man godt stillet, for på selve færgeturen får man ikke den mulighed, ikke rigtigt i hvert fald, for færgeturen varer kun 12 minutter.

 

Faktisk er færgeturen så kort, at man som bilist må blive siddende i bilen på overfarten. Klogt nok, for der er næppe plads til, at have alle bilisterne myldrende rundt på færgen – for ikke at forestille sig, hvordan det ville være, på ny at få dem tilbage i deres motoriserede køretøjer og færgen tømt i en fart.

 

 

Cykel og campingvogn kommer gratis med

Da er det lettere for cyklisterne, som er serviceret med cykelstativer på færgen. Og kommer man til fods, giver det hele jo sig selv. I øvrigt er det gratis for en forgænger at medbringe sin cykel.


 


Det er gratis, at sejle tilbage til fastlandet, for man skal kun købe billet, når man skal over på øen. Billetprisen varierer naturligvis, afhængig af årstid, men et økonomisk tilskud fra staten og et fornuftigt samarbejde med kommunen betyder, at færgepriserne kan holdes på et attraktivt niveau. Desuden må en bilist gerne medbringe en campingvogn, det koster ikke ekstra.

 

Ikke desto mindre er alene den omstændighed, at ø-gæsterne skal betale for at komme til Fanø, noget, som ø-boerne er glade for. Måske kunne de godt selv tænke sig, ikke selv at skulle hoste op med udgiften til en færgebillet, når de skal en tur over til fastlandet, men omvendt holder færgeturen de allermest urolige elementer væk fra øen. De tager i stedet et smut over dæmningen til Rømø nede ved Ribe, mener man, og derved gør man på Fanø ingen hemmelighed ud af, at Fanø-færgen fungerer som et slags filter. Kriminalitet er da også noget, man kender meget lidt til.

 

Tre færgeafgange i timen - hver vej

I praksis er det rederiet Færgen, der også står for eksempelvis sejladsen mellem Kalundborg og Samsø og indtil engang næste år også sejladsen til Bornholm (da overtager den stærkt kommercielt drevne Mols-linjen den opgave). Færgedriften gør Færgen godt. Det er effektivt, der sejles tre gange i timen (tre gange i begge retninger) i højsæsonen fra tidlig morgen til sen aften. Og selve turen er en hurtig, men smuk oplevelse.

 

Forventningen undervejs, inden man kører i land på Fanø, lever fortsat, som den i menneskealdre har gjort det andre steder i Danmark, hvor brobyggerne har haft kronede dage. Færgeturen er en del af oplevelsen. Tak for den.

 

Link til Fanø Færgen



 

Vi benyttede anledningen under besøget på Fanø til prøvekørsel af den udmærkede rejsebil, Opel Zafira, og optog onboard videoer både i forbindelse med færgeoverfarten og på de store strande på den smukke ø. Se videoerne, bliv klogere på Opel Zafira - og vil du vide mere, så besøg Motorsiden.dk 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>