Biltur til og i Paris
af
Søren Clauding - maj 2014
I bil til Paris
Alle
veje fører til Rom. Men det var dengang. Nu til dags er der
endnu flere veje, der fører til Paris. Fly er en oplagt
mulighed, bus og togture ligeså, men de har alle den
begrænsning, at man skal tilpasse sig en fartplan og også
bagagemængden er begrænset.
På en biltur kører
man i sit eget tempo, man kan improvisere undervejs, og efter
power-shopping i Byernes By, vil bagagekapaciteten på hjemturen
som hovedregel være større end den, flyselskaberne stiller til
rådighed. Og ofte vil det også være langt mere økonomisk
attraktivt, at tage bilen.
Når man har forladt
dansk jord, er afstanden til Paris ca. 1050 kilometer, men det
er ikke ligegyldigt, hvilken vej, man kører.
Tag færgen...
Kommer man fra
Sjælland og Storkøbenhavn vil det som regel kunne betale sig at
tage Scandlines færgen fra Rødby til Puttgarden. En overgang var
det billigere, at køre over Storebæltsbroen, men med en smule
planlægning (og OK, så ramler man ind i samme problemstilling
med fast afgangstid, indrømmet) koster en billet over Østersøen
299 kroner for en bil inkl. 5 passagerer.
Vi kørte turen til
Paris i april 2014 i en BMW X5 med 258-hestes dieselmotor. Dens
brændstofforbrug gjorde det billigere at tage færgen, og
samtidig har man en afslappet start - og senere hjemkomst -
f.eks. i færgens cafeteria, hvor standarden er løftet gevaldigt
over de senere år. Deres buffet kan absolut anbefales. Fra
Puttgarden kører man ad motorvej til Hamburg.
Over Hamburg
Kommer man fra Fyn og
Jylland kører man naturligvis blot over grænsen og rammer
motorvejen til Hamburg.
Fra Hamburg tager man
autobahn A1 og bliver på den til Köln Westkreuz. Herfra kører
man ad A4 mod Achen og drejer ned ad A44 umiddelbart inden
Achen. Herefter kører man ind i Belgien, passerer Liège og
holder kursen forbi Mons, Valenciennes og siden mod Paris ad A1.
Udgifter
På bilturen skal man
regne med følgende udgifter t/r:
Evt. Færge: Min. kr.
600.
Motorvejsafgift i
Frankrig: kr. 200.
Brændstof (2400 km,
15 km/l): kr. 2000.
Parkering i Paris:
100-200 kroner i døgnet.
Bilkørsel i Paris
Mange danskere er
skræmte på forhånd over den parisiske biltrafik. I praksis er
det ikke så slemt. Vi har produceret en lille video, hvor vi
kører fra Montparnasse til Châtelet. Lydoptagelsen fra køreturen
fejlede, så kommentarerne er indtalt efterfølgende (en lidt
anderledes oplevelse uden trafiklys...). Man bør læne sig
tilbage i stolen og holde øje med det, der sker i trafikken,
ligesom i virkeligheden. Undervejs lidt fif om det, man skal
være opmærksom på. God fornøjelse...
Vi kørte turen til Paris i april 2014 i en BMW X5 - læs testen
hér >>>
Det er ikke umuligt
at finde parkeringsplads i Parisergaderne, og byen har et utal
af parkeringshuse. Parkerer man i gaderne, skal man købe et
parkeringskort, som sælges i Tobaks-butikkerne (et levn fra
tidligere tiders storrygning - nu skal tobaksbutikkerne have
andet at tjene penge på).
I P-husene kan der
som hovedregel betales med kreditkort.
|