- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Patagoniens mangfoldighed


af Henrik Hagen - april 2014


Mureno gletjseren, Kalifate


Patagonien udmærker sig ved sit ørkenagtige landskab, sine bløde Andesbjerge, den barske vind og de uendelige hegn langs vejen og ind i landet, der holder fårene indenfor ranchens landområde, op til byen Calafate.

 

Calafates oprindelse er som samlingssted både for pionerer på vej ud for at søge nye steder at leve, og for nybyggere, som allerede havde slået sig ned i landet, havde fået etableret deres fårehold og havde behov for at få udskibet al deres uld. Calafate ligger i tilpas afstand fra udskibningsstederne til, at det var et naturligt sted at gøre ophold.

 

Navnet stammer i øvrigt fra den busk, der præger landskab. Busken udmærker sig ved at bære frugter (Calafate), som er spiselige og bruges bl.a. i madlavningen til både syltetøj og marmelader, foruden saft og likør.

 

Moreno gletsjeren

Calafate ligger ud til Argentinas største sø, Lago Argentino. Vandets farve er lys turkis, og ofte ses isbjerge drivende langsomt afsted. De kommer fra den store Moreno gletsjer, der hele tiden og under bulder og brag kælver isbjergene afsted. Hvor den munder ud i søen, er den en ca. 100 m høj og forrevet is-mur i en farvesymfoni mellem mørkeblå, dyb turkis, lys blå, lys turkis, lys grå og hvid. Et fantastisk sceneri.

 

Moreno gletsjeren er en af de 46 store gletsjere i Andesbjergene. De måles hele tiden for at undersøge forandringer i klimaet, den globale opvarmning især. På nær én trækker alle gletsjere sig tilbage, bliver mindre.

 

Siden 1925, hvor målingerne begyndte, og frem til i dag har gletsjerne trukket sig tilbage med 7 m pr. år i gennemsnit. Fra 1980  til i dag er det midlertid sket med den dobbelte hastighed. Kun én gletsjer, der til gengæld er den største i Andesbjergene, er gået den anden vej og er tiltaget i længde. Den er til gengæld blevet tyndere, så ismassen er ikke tiltaget.


Moreno gletsjeren.

 

Isbjerge i Lago Agentina.


Torres del Paines

Calafate har som nævnt været et naturligt samlingssted for pionerer og nybyggere, og er fortsat et samlingssted for nutidens varebevægelser (stadigvæk uld i store mængder). I nærheden af byen ligger derfor også en stor (efter forholdene), og meget moderne lufthavn. Kommer man fra Argentina for at tage videre til Chile og til nationalparken Torres del Paines i særdeleshed er Calafate derfor også et godt udgangspunkt. Efter godt 6 timers kørsel med bus når man til grænsen mellem Argentina og Chile, og efter endnu en god times kørsel når man frem til nationalparken.

 

Torres del Paines betyder ”de blå tårne”, og henviser til det bjergmassiv, som nationalparken ligger rundt om. Det er et bjergmassiv, hvis oprindelse er speciel. Det er nemlig skubbet op af vulkansk aktivitet, der er foregået under jorden, en såkaldt intrusiv vulkan. Og Torres del Paines er derfor heller ikke en del af Andesbjergene, selv om det er dem, der ellers ligger rundt om nationalparken.

 

Det er meget tydeligt at se, at Torres del Paines ikke er bjerge, som vi almindeligvis ser dem, som f.eks. Alperne eller Andesbjergene. Det er tydeligt at se på disse bjerge, at de er opstået som resultat af jordfoldninger. Jordlagene bugter sig op og ned, presset sammen og skubbet til side efter sammenstød imellem de underliggende plader.

 

I Torres del Paines ligger jordlagene derimod meget tydeligt vandret, og kan derfor ikke være opstået som resultat af en foldning.

 

Men de er heller ikke af den form for vulkansk oprindelse, som danner kegleformede bjerge med et krater oppe på toppen. Det er nemlig de såkaldte extrusive vulkaner, som sprænger hul i jordoverfladen, og som sender sine lavastrømme ud igennem krateret og ned ad sine sider.

 

Frodig natur

Naturen er frodig i Torres del Paines. Grønt overalt. Sne og gletsjere på toppen af bjergene, dybblå søer, sejlende isbjerge, vandfald og en enkelt stor sø, som er en saltsø (d.v.s. en sø, som ikke har noget afløb, men som udelukkende afgiver vand i form af fordampning).

Også dyrlivet er rigt. Overalt ses flokke af Guanacoer.

 

Ind imellem ses blot en enkelt Guanaco. Men den er sjældent alene. Det er nemlig typisk at en fra flokken stiller sig på områdets højeste sted, hvorfra den holder vagt og advarer flokken, hvis farer nærmer sig. Først og fremmest pumaen. Pumaen er det eneste rovdyr på de kanter, og dens hovedmenu er Guanaco. Også fuglelivet er rigt. Alt fra småfugle over sorthalsede svaner til kondorer og strudse.

 

Torres del Paines er i sig selv et ubeskriveligt vidunderligt sted. Hvis skønhed skal defineres, er Torres del Paines et sted at blive inspireret. Det er let at se og forstå, hvad  skønhed er, men det er umuligt at finde ord, der gengiver, det, man oplever. Man må gøre rejsen selv.


Torres del Paines.


Tilbage til Danmark og et par afsluttende ord

Fra Torres del Paines gik det tilbage til Calafate lufthavn og tilbage til Buenos Aires. Næste dag til den internationale lufthavn. 14 timer tilbage til London, ventetid og så København.

 

Selv om vi ankom til København midt på dagen og i solskin, var det en meget speciel oplevelse at være kommet tilbage. Vi var jo også kommet tilbage til vinteren, til november og til mørket. Det var ikke alene en slående kontrast til lyset, i de tidlige sommermåneder i Sydamerika, det var nærmest nedslående. Så trods en strabadserende flyrejse var det yderst fristende at gøre rejsen en gang til. Tilbage til lyset og de sydamerikanske naturvidundere.    

 

Sydamerikansk naturvidundere

Og det er, sådan det er. Man må besøge de sydamerikanske naturvidundere for at forstå storheden og skønheden i naturen. Set fra naturens side er der imidlertid det problem, at disse enestående steder risikerer at blive overrendt og nedslidt af alle de mennesker, der ønsker at opleve dem.

 

Hvor det ender er ikke godt at vide. Visse restriktioner er allerede gennemført nogle steder. Enkelte steder er der allerede indført kvoter for antal besøgende, andre steder er der fastlagt ruter, som må følges og atter andre er der etableret gangveje, som det er forbudt at træde udenfor.

 

Myndighederne i både i Argentina og i Chile er meget påpasselige med at bevare naturen, som den er. Der er opsyn og tilsyn og vejledning overalt. Der er investeret i at begrænse adgangen til de mest udsatte og følsomme områder, og det ser ud til at virke godt. Men det er en balancegang imellem på den ene side at beskytte og bevare og på den anden side alligevel holde adgangen åben til det, der jo er vores alle sammens arv.

Den sydamerikanske struds, Rhea eller Nandu ses overalt - ligesom de store flokke af Guanacoer.

 

Sorthalsede svaner.

 

El Condor.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>