- for mennesker på farten

Lyt til Rejseradioen her på siden og på danske radiostationer


Forsiden   Aktiviteter    Biler    Overnatning    Rejsemål    Transport    Rejseprogrammet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Las Vegas ved "nattetide". Fire gange i timen falder natten på i de enkelte afsnit af Miniatur Wunderland og det enestående modelbaneanlæg kan som sådan opleves både nat og dag.

 

Klik på billederne og se dem større


Hamburg: Miniatur Wunderland:

Verdens største lille men store fornøjelse


Af Søren Clauding – april 2015


Miniatur Wunderland - Interview med Guide Marius Roth


Da tvillingebrødrene Gerrit og Frederik Braun for 15 år siden fik idéen til at føre deres drengedrøm ud i livet: At bygge en stor modeljernbane, var ambitionen at gøre anlægget til verdens største af sin slags. Det er lykkedes, og til dato har over 11 millioner barnlige sjæle besøgt Miniatur Wunderland i Speicherstadt i Hamburg.

 

Jernbanedriften er omdrejningspunktet, men det handler ligeså meget om at gengive jordklodens fabelagtige natur, menneskenes opfindsomhed og brodere over forskellige temaer og emner. Derfor er typiske danske landskaber forbundet til Norge via en bro. Få meter derfra er man i Kiruna og i lokalerne ved siden af kan man besøge schweiziske bjerglandskaber – ja selv Las Vegas, hvor topbilledet her på siden viser, er afbilledet i det enestående anlæg. Med jævne mellemrum skifter belysningen fra dag til nat.

 

Verdens største

De to brødre fik hurtigt store ambitioner, da de først gav sig i kast med tanken. Speicherstadt er et ideelt sted, fordi der er plads nok. Og i dag er anlægget fordelt over flere etager i et af de store gamle pakhuse. Selve jernbaneanlægget med bjerge, byer, floder og broer er fordelt over 1300 kvadratmeter – altså 10 gange størrelsen på en almindelig dansk forstadsvilla. Og egentlig havde d’herre Braun som børn blot drømt om, at togene skulle kunne køre fra det ene kælderlokale i en almindelig villa til det andet.

 

Kolossale proportioner

Anlægget, som er i stadig vækst (Italien, herunder Rom og Frankrig er under opbygning), består lige nu af 930 elektriske modellokomotiver i størrelsen H0 og 14.450 togvogne. Man anvender både de populære Märklin og Fleischmann systemer. Dertil kommer 8.850 modelbiler og skibe, 3.660 huse, 228.000 træer, mere end 335.000 elektrisk lys – og i anlægget ”bor” 215.000 miniature-mennesker. I 2020 vil anlægget være vokset til 2300 kvadratmeter! Indtil nu er der lagt 580.000 arbejdstimer i opbygningen af anlægget - i 2020 vil tallet være steget til 850.000 timer.

 

 

Tidligere kom turisterne til Hamburg for eksempelvis at shoppe og brugte et par timer i Miniatur Wunderland. I dag er mønsteret det omvendte: Miniatur Wunderland er målet for besøget – og måske bliver der også tid til et par timers shopping. Måske…

 

En enestående oplevelse

Man holder åbent året rundt, i weekenden til klokken 21 (lørdag) og klokken 20 (søndag), så der er rige muligheder for at falde i staver og gå på oplevelse i drømmenes drømmeland. En enestående oplevelse, som oven i købet er til at betale sig fra: 12 Euro pr. voksen og 6,50 Euro pr. barn under 16 år og man må blive der hele dagen, hvis man vil. Selvfølgelig kan man også købe sig noget at spise, så man ikke dør af sult. Og så går det altså ikke at hævde, at man skal billigere ind, fordi man er et stort legebarn, som blot har passeret de 16, trods alt. For de 160 fastansatte medarbejdere skal jo have deres løn – selvom det for dem er de rene drømmejobs.

 

Miniatur Wunderland Hamburg

Kehrwieder 2 Block D1

D-20457  Hamburg

+49 40 300 6 80-0

 

Link til Miniatur Wunderland

 

Læs også: Hamburg er altid et besøg værd >>>


Der findes utrolig mange detaljer i den store lufthavn, hvor der i øvrigt starter og lander fly, og flyene kører rundt fra gate til hangar osv.

 

Det er ikke alene et minutiøst arbejde, der er forbundet med at skabe den synlige del af det kæmpemæssige modeljernbaneanlæg. Under kulisserne er der ført tusindvis af meter kabler. Den samlede længde af skinnesystemet er for nærværende 13 kilometer, og den længste togstamme er 14,51 meter.

 

Der er også et stykke USA i Hamburg. Anlægget inkluderer sin egen Woodstock festival og klikker man på billedet til højre, kan man identificere "Cadillac Ranch" i Texas. (se billeder fra den virkelige Cadillac Ranch hér >>>).

 

Det kniber lidt for Hamburg at få færdiggjort den ambitiøse koncerthusprojekt i Sepicherstadt. Men i Miniatur Wunderland står huset allerede færdigt - det åbner sig oven i købet engang imellem, så man kan se hvordan det ser ud indvendigt.

Se et billede af det virkelige koncerthus hér >>>

 

Brandslukning og brokørsel hører til livet i storbyerne.

 

Man er godt i gang med næste projekt: Italien og Rom. Billedet til venstre indikerer opbygningen af det berømte Coloseum. Billedet til højre er en typisk italiensk provinsbystation.

 

Frederik Braun så en modeljernbane i Zürick i år 2000 og fik genskabt sin drengedrøm om en stor modeljernbane. Det er den drengedrøm, han i Miniatur Wunderland udlever sammen med sin tvillingebror Gerrit. I sagens natur udgør de schweiziske bjerglandskaber en stor del af anlægget i Hamburg. Det strækker sig også over to etager.

 

Højt mod nord ligger Kiruna, som har egen jernbanestation. Den kan naturligvis opleves i Miniatur Wunderland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rejseradioen.dk redigeres og udgives af Søren Clauding

© Rejseradioen: Søren Clauding - Clauding Communication. Kontakt >>>